Den for nylig overståede VM-slutrunde blev en af nutidens mest skuffende fodboldoplevelser ren underholdningsmæssigt. Sjældent har så mange hold spillet så defensivt og knald/fald kampene bød ikke på spænding, men snarere venten på straffesparkskonkurrencen - indtil finalen, her kom oplevelsen i form af verdens mest omtalte skalle signeret af troldmanden og enfant terrible, Zinedine Zidane.
Fodboldelsker er man jo trods de skuffende kampe, og jeg vil kort give min subjektive vurdering af VM-slutrunden indenfor flere kategorier.
Bolden
Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen af at sparke til en af de nye VM-bolde, men den meget lette bold betød mindre vindmodstand, og de få syninger på bolden skaber en masse rotation og uberegnelige hop i luften. Forfærdeligt for målmændene, men glimrende for seerne, som også fik flere langskudsmål end tidligere set. Tyskere lagde for i åbningskampen med Lahm og Frings to flotte langskud, men også Maxi Rodriguez fra Argentina, udnyttede den lette bold og scorede måske VMs bedste mål i 1/8 finalen mod Mexico. En klar positiv oplevelse og et spændende tiltag med den nye bold.
Målløse kampe ros til defensiven
Desværre blev åbningskampens seks scoringer ikke et generelt billede af turneringen, som målt i antal scoringer var yderst utilfredsstillende. 146 scoringer var skuffende, men egentlig ikke uventet. Man vidste på forhånd, at lande som Frankrig, England, til dels Argentina og i perioder Italien spillede med en angriber og tydeligt satsede mere på en stærk organisation.
England var værst og den svenske træner, Sven-Göran Ericsson, forsøgte med en europæisk stil i stedet for at lade tempoet og viljen fra Premier League blive overført til nationalmandskabet. Klassespillere som Steven Gerrard og Frank Lampard, som scorede henholdsvis 23 og 20 mål i den forgangne sæson på deres respektive klubhold (Liverpool og Chelsea, red), blev ofre for defensiv tankegang og det ødelagde det engelske landsholds muligheder i turneringen.
Frankrig spillede elendigt og kedeligt i den indledende runde, men fandt formen mod Brasilien, men stadig med to defensive midtbanespillere i Patrick Vieira og Claude Makelele, som konstant lå på egen banehalvdel foran fireback-kæden. Seks spillere hos Frankrig deltog ikke fremad og stod som en mur overfor modstanderen. Derfor står Frankrig tilbage som en negativ oplevelse, og står samtidig overfor en kæmpe opgave med at få udskiftet store dele af den aldrende mandskab.
Forsvarsspillerne blev sejrherrerne ved slutrunden, VM-topscorer, Miroslav Klose, scorede blot fire mål, mens Fabio Cannavaro, Gianluca Zambrotta og Liliam Thuram stjal overskrifterne for flotte og solide forsvarspræstationer. Især Cannavaro var fantastisk - et muskelbundt, en leder med autoritet, forudsigelighed, overblik og sikre indgreb - VMs bedste defensive spiller i mine øjne.
Særligt det argentinske forsvar imponerede mig igennem hele turneringen. De stod utrolig lavt i forhold til den udbredte tankegang i moderne fodbold, men de havde en sikker og sammenspillet base, som aldrig gik i panik og hele tiden fik sat spillet fornuftigt i gang og iscenesat de vitale kontraløb meget imponerende styret af jernmanden, Robert Ayala.
Offensiven fik slet ikke lov til at vise sit glade ansigt, Holland prøvede stereotypt at fastholde deres 4-3-3 system med bredt kantspil og indlæg, men de var for lette at læse og manglende kontinuerlig kvalitet udover Arjan Robben. Tyskland var den positive overraskelse med frisk sind, unge spillere og en holdvilje som alle burde misunde. Træner, Jürgen Klinsmann, havde virkelig fået sammentømret holdet til trods for kritik, og via en bevægelig 4-4-2 formation uden kanter, som konstant skulle slikke linjen blev resultaterne hentet i hus. Pr. tradition klarer værtsnationen sig godt ved VM og det gjaldt også for tyskere, som spillede en stor slutrunde og som arrangører stod tilbage som den store vinder. Portugal spillede også seværdig bold, men deres overdrevne behov for skuespil irriterer mig, og det sætter deres præstation i relief, selvom Cristiano Ronaldo var VMs offensivt set bedste spiller, efter min mening.
De forsvarende verdensmestre fra Brasilien måtte skuffende rejse hjem allerede efter 1/4 finalen, men formen på holdet var ikke i top og deres nedtur var ventet. Firekløveret i front, som alle snakkede om, Ronaldinho, Ronaldo, Kaka og Adriano var alle langt fra topformen og derfor var det naturligt at forhåndsfavoritterne røg ud.Ronaldinho har været skidt kørende siden nytår og var en skygge af sig selv ved VM, Adriano har haft store problemer med Inters ledelse og været yderst svingende i sine præstationer, Kaka har slet ikke kunnet leve op til sine første sæsoner i Milan og spillede væsentlig under niveau og Ronaldo har døjet med de, for ham, obligatoriske muskelskader og en masse verbale øretæver om useriøs indstilling, for høj kampvægt og dertil hørende dårlig form. På det grundlag var jeg ikke overrasket over Brasiliens nedtur - den kunne man forudse.
Åbenbaringerne
Et VM giver heldigvis altid nye hold og nye relativt ukendte spillere chancen for at vise sig frem på den internationale scene. Jeg er personligt stor tilhænger af Elfenbenskystens fodboldfilosofi. Alle de afrikanske lande er i dag trænet af europæiske folk, og derfor er en del af charmen og spilleglæden forsvundet fra kontinentet. Sådan var det ikke med anfører Didier Drogba og hans mandskab. De spillede fremragende fodbold, alle spillere er lynhurtige, smidige og i stand til at afdrible en eller flere modstandere. Desværre manglede de skarphed foran mål og det kostede point i den svære pulje D. Didier Zokora, den defensive midtbane på holdet, var helt fantastisk og jeg spår ham en stor fremtid i en verdens topklubber - han har ganske enkelt ingen svagheder. Den vævre venstre back, Arthur Boka, virker også ekstrem stærk offensivt og kunne måske blive den nye Roberto Carlos.
Dommerne
Mit største kritikpunkt ved VM var dommerstandarden eller måske mere FIFAs linje til dommerne. Aldrig har jeg set så mange gule og røde kort i så vigtige kampe det var fuldstændig overdrevet og ødelagde langt mere end det gavnede. Spillerne måtte nærmest ikke kommunikere med dommeren og hver eneste nærkontakt medførte en ostemad og notits i den sorte bog. Det indså de kloge mænd i FIFA heldigvis og efter den famøse Holland-Portugal (16 gule kort og 4 røde kort, red) kamp blev linjen ændret. Pludselig udviste dommerne ro og situationsfornemmelse i stedet for ukritisk at følge de vanvittige retningslinjer, som til tider kandiderede til at smadre slutrunden.
Italien de fortjente mestre
De azzuri-blå spillere fra støvlelandet bliver altid forbundet med skuespil og defensiv fodbold. Heldigvis anede jeg fremgang på begge poster og Italien står tilbage som den fortjente mester - helt fra turneringens start. Taktikeren, Marcello Lippi havde en fantastisk stærk midterakse op igennem banen, helt fra Gianluigi Buffon i målet, Fabio Cannavaro i midterforsvaret, Andrea Pirlo på den defensive midtbane, Francesco Totti - offensiv midtbane og Luca Toni helt fremme. Midteraksen på et fodboldhold skal altid være i balance og helst kontinuerlig, så kan man nemmere supplere med indskiftninger og ændringer i siderne.
Jeg mener at kritikken af Italien er unuanceret og forkert, fordi de øvrige nationer er gået tilbage på banen, mens Italien faktisk spiller med flere folk fremme, tør bibeholde bolden fremme på banens sidste tredjedel og så kommer man bagfra og skaber overtal. Fodbold er i dag generelt defensiv præget og ud fra det synspunkt skal verdensmestrene ikke have yderligere kritik.
Farvel til store navne
VM er også en afslutning for store personlige epoker, denne gang takkede store navne som Henrik Henke Larsson, Luis Figo, Pedro Pauleta, Roberto Carlos, Zinedine Zidane og Francesco Totti af og specielt Zidane fik en mindeværdig afsked med skallen i brystet på Marco Materazzi, som heller ikke er kendt som guds bedste barn, men Zidane mistede, i mine øjne, sin heltestatus og 14 røde kort igennem karrieren kommer heller ikke tilfældigt.
Mens vi venter på næste stop i VM-historien som er Sydafrika, hvis de ellers får stadions, infrastruktur og sikkerheden på plads, kan vi glæde os over at kritikken stadig er fodboldrelateret og ikke som i cykelsporten, hvor det sportslige står i skyggen af dopingspøgelset.
Kommentarer