I en lille idyllisk svensk landsby, en times kørsel fra København, ligger Sveriges første fodboldgolfbane. Prisen er billig, mulighederne store og underholdningen i top. En dag med fodboldgolf Hinsidan skal ganske enkelt prøves.

Jeg har skrevet en grundig guide til fodboldgolf og fodboldgolfbaner i Danmark her.

Flotte forhold

Vi tog 7 gutter af sted fra København og ankom en time senere til den skånske natur mellem byerne Hörby og Söderto. Man kunne vælge to forskellige 18 hullers baner, og vi startede med den “nemme”. Vi delte os i to hold, for at undgå alt for lang ventetid.

Den første 18 hullers bane tog rundt regnet to timer at gennemføre, men det afhænger selvfølgelig af vind, vejr, held og dygtighed. Banen, som var markeret med gule flag, var meget simpel og havde ikke mange detaljer eller svære tekniske krav. Man skulle drive fra teestedet og der var helt fra 18-200 meter op til greenen.

Hullerne har en rimelig størrelse, så bolden uden problemer kan trilles ned i, men med lidt for meget fart kan den nemt passere forbi eller ryge op af hullet igen. Banens beskaffenhed er god, et godt græstæppe, hvis man altså formår at holde sig på den såkaldte fairway, ellers er roughen ganske svær at sparke ud af.

Banens par er 72 spark og vi havde både nogle over og under den standard. Efter at have gennemført bane 1 gik vi over til de næste 18 huller, som var markeret med hvide flag. Her var udfordringen noget større og alle huller havde flere steder, hvor man virkelig skulle bruge fuld koncentration for at udføre opgaven optimalt. Der skulle sparkes over en stolpe i 5 meters højde, rammes præcist mellem to sten og flere andre sjove indslag, som dog også kostede adskillige forsøg. Banen var meget sjovere, men scorecardet bagefter afslørede også at sværhedsgraden var langt højere.

Praktiske råd

Hasse, som ejeren hedder, gik med ud på banen og forklarede os reglerne inden kickoff. Største ulempe er at man ikke må anvende fodboldstøvler, kun sko med helt flade såler. Boldene er heldigvis gode, alle af mærket Select og mange er de såkaldte ?Super Brillant?. Ellers er reglerne få, man skal selvfølgelig respektere naturen og holde sig væk fra de indhegnede områder.

Priserne er virkelig acceptable, vi betalte 135 pr. person for at spille på begge baner og i en varighed af fem timer. Herefter stillede stedet en grill til rådighed og vi sad i deres hyggelige udhus og grillede inden turen gik mod København. Man kan både betale med svenske og danske kroner og de har også en kiosk, hvor den værste tørst og sult kan ordnes.

Man skal tids bestille og nummeret samt andre oplysninger kan man finde på hjemmesiden: www.fotbollsgolf.nu.

Konklusion

Et besøg i den svenske natur kan varmt anbefales, da fodboldgolf er noget for alle fodboldinteresserede. Selvfølgelig er det en fordel at have en smule boldfølelse, men nybegyndere kan også sagtens spille med. Omgivelserne er dejlige, hyggelige og man bliver virkelig bidt af fodboldgolf, fordi det giver spillet med den lille runde en helt ny dimension.

Husk at tjekke vores oversigt over fodboldgolfbaner i Danmark her.

Kommentarer