Der er i hvert fald tre centrale målsætninger for at skabe motivation i fodboldtræningen. For det første skal børnene lære så meget som muligt i en udfordrende og varieret træning – både fysisk, psykisk og socialt. For det andet skal de opleve, at de er værdsat og at livet med fodbold er vedkommende og forpligtende. For det tredje skal aktiviteterne i klubberne formå at fastholde de unge spillere til spillet.
Træning af børn og unge handler først og fremmest om at udvikle spillere. At vinde og tabe er noget der følger med.
De skitserede punkter hænger sammen med frafaldsproblematikken, og en træner, som ikke lever optil børnenes forventninger, kan have en betydning for, at nogle børn falder fra (Hansen, 1998).
Hvis børnene møder en venlig træner, der lærer dem noget, fastholder de også interessen for spillet – og hvis det sker med udfordrende og varierede øvelser er træningen hele tiden spændende. Hvis de samtidig oplever, at de har betydning og føler at de er med i et forpligtende fællesskab med kammerater og voksne bibeholder de lysten til at være i klubberne. Der skal ikke blot være plads til alle i fodboldklubben. Der skal også være brug for alle.
Hvordan kan vi motivere fodboldspillere?
Hvis du tror sandheden kan udtrykkes i ord. Hvis du tror, livet og universet kan passere gennem den lille bitte åbning, som kaldes din mund, så er det på tide, at nogen begynder at grine.
— Hafiz citeret fra Grünbaum
Fodbold er en varm kartoffel i medierne, men skrællen når sjældent at blive pillet af. Prominente trænere udtaler, at teknikken i dansk (top)fodbold ikke er tilstrækkeligt veludviklet, og løsningsforslaget er mere træning og flere gentagelser (Rasmussen 2000).
Samtidig er den gal med fysikken i elitefodbolden, og svaret hertil er ansættelse af fysiske trænere, der kan hjælpe til at opgradere de parametre, som det kniber med (Kragh 2000). De unge fremadstormende spillere anklages for at være forkælede, hvilket betyder at det psykiske beredskab er mangelfuldt. Det ser unægtelig lidt sort ud i dansk fodbold i øjeblikket, ikke kun fordi mange lønninger stadig er lidt lyssky.
Vi bladrer altid gennem det blad, der om noget burde give inspiration til den interesserede træner, med store forventninger. Dansk Træner Unions (DTU) blad Fodboldtræning er (eller burde være) et medium, hvor forskellige tilgange til træning diskuteres af trænere på mange niveauer.
En konsulent på Bornholm har dristet sig til at aflevere “Trænerens Bibel” (Lundberg 1999-2000) til publicering i Fodboldtræning. Lovende, tænkte vi, for der måtte vi kunne finde svar. I Biblen forventer man netop at finde anvisninger på og redskaber til, hvordan man bør tage favntag med livet (eller i dette tilfælde træningen). Vi fandt ingen svar.
Nogle vil måske indvende mod at kalde et skrift på 18 sider for en Bibel. Vores indvending går hovedsageligt på, at dokumentet stort set kun indeholder emner, der omhandler fysisk træning og skadesbehandling, men ikke tilkendegiver nogen holdning til, hvorledes de indeholdte emner kan og bør tages op i fodboldtræningen. Vi savnede lidt vejledning (ikke vildledning).
Vi vil ikke forsøge at afdække virkeligheden i dansk fodbold:
“Det er mere vigtigt at skabe virkeligheden end at afdække den.”
— Nielsen 1999
Fokus er ikke, hvordan fodboldtræningen rundt om i klubberne er, men hvordan den efter vores mening burde være. Vi påberåber os ikke sandheden, selvom vi mener, at noget er mere sandt end andet, ligesom nogle måder at træne på er bedre end andre.
Så bed han (Sepp Piontek, red.) lidt af de forskellige personer og sendte skarpe bemærkninger af sted, samtidig med at han bed i sin pibe. Det har nemlig til alle tider været en væsentlig fordel for en træner, hvis han kan få sine omgivelser til at tro på, at han alene har svarene på, hvordan fodbold skal spilles og forstås. Det giver en enorm respekt.
— Per Friman 1998, vores kursivering
Et sandhedskrav afføder efter vores bedste overbevisning ikke en holdbar respekt. Det gør udviklingen gennem en vedvarende refleksion over ens gøren og laden. Til gengæld viger vi ikke tilbage fra at indlade os i en holdningspræget debat om, hvordan fodboldtræningen kan gribes an. Spillerne skal lære mest muligt og glæde sig ved og til træningen.
1. Spillerne vil lære noget!
Det må være trænerens opgave at give spillerne gunstige muligheder for at forbedre deres evner og færdigheder, således at det pågældende holds spil bliver bedre. Træneren skal altså give spillerne mulighed for at blive bedre, end hvis spillet udelukkende var overladt til dem selv på en pløjemark efter fyraften.
Vi har begge set og deltaget i megen træning, hvor vi ikke har lært noget (som helst). Selv på divisionsplan har vi været vidner til hovedløs træning. Det skal forstås i dobbelt betydning. Spillerne betræder ikke altid træningsbanen med den indstilling, at nu vil de blive bedre. Opmærksomheden er ikke rettet mod udvikling gennem træningen, men mod afvikling af træningen. Ikke det bedste udgangspunkt for en ihærdig træner, men en udfordring.
Træneren forsømmer ofte at delagtiggøre spillerne i sine ideer (her ser vi bort fra træneren, som blot bygger træningen op omkring erfaringen, og træneren rent faktisk ikke har gjort sig overvejelser om, hvad øvelserne gør godt for).
Spillerne skal have at vide, hvor opmærksomheden skal rettes. Populært formuleres det ofte som: træneren skal gøre spilleren til sin egen træner. Træneren skal ikke læne sig tilbage i magelighed og blot gøre, som spillerne synes er bedst. Det kan indebære en konfrontation at føre sine ideer ud i livet. Træneren bør tage den åbne dialog.
Dette skal altså også læses som en opfordring til spillerne om ikke blot at gå og brokke sig i det (for træneren) skjulte, men rent faktisk konfrontere trænerne med den konstruktive kritik. Det er nemlig også vores opfattelse, at (de fleste) trænere er meget lærevillige og ivrige.
2. Træningen skal være glædelig
Træneren skal ud over at være inspirerende og engageret søge at fastholde kvaliteten i træningen; en kvalitet som fordrer udviklingen og ikke (kun) resultatet. Der findes et utal af bøger, hvor et af budskaberne er, at fodbold skal være sjovt - for børn. Dette budskab burde også gælde for voksne, mener vi.
Idrætspsykologen og idrætshøjskolelæreren, Jørn Richter, fastholder glæden som et nødvendigt og befriende element i både træning og kamp (Richter 1999) Glæden og begejstringen fremelskes ved glædelig træning, som i første omgang er en uhåndterlig størrelse. Vi vil forsøge at give vores bud på, hvad glædelig træning kunne indeholde.
Efter vores bedste overbevisning er den bedste måde at træne på, den måde der fører frem til den skønneste spillestil og den største spilleglæde:
“Driften mod skønhed er lige så vigtig, som driften mod rekorder.” (Pierre de Coubertin).
Det er alle trænere ikke enige med os i, og det behøver de heller ikke at være. Skal vi rangordne, hvordan vi gerne vil spille er vi meget idealistiske:
- spille godt og vinde.
- spille godt og tabe.
- spille skidt / kedeligt og vinde.
Det er sjovere at vinde 6-3 end 1-0.
3. ’Det skal være sjovt, og jeg vil være dygtigere’
Det er først og fremmest vigtigt at børn og unge trives i idræt. Børn og unge vægter ’at dygtiggøre sig’, ’at have det sjovt’ og ’samværet med kammerater’ højt, når de skal vurdere, hvad der betyder noget for dem, når de træner. Meget færre nævner ’at vinde’ som noget, der er væsentligt for dem (se bl.a. Jensen, 1999; Ewing, 1990).
At komme til træning skal skabe glæde hos børnene – glæden bør være et befriende og nødvendigt element i både træning og kamp (Richter, 1999). Den gode trænings- og kampkultur er kendetegnet ved at være lærerig, sjov, spændende og social, og hvor sejre og nederlag ikke overskygger glæden og er det altafgørende.
4. Hvordan bliver jeg bedre som fodboldspiller?
Spillernes arveanlæg spiller en rolle for hvor god en spiller kan blive, men træning er endnu vigtigere. Træning er den mest betydningsfulde faktor, når man skal forudsige, hvor dygtig en spiller er. Dygtige spillere træner sammenlagt mere, og især den tid der bruges i organiseret træning med holdet kan bruge til at forudsige, hvor god spilleren er (se Williams, 2005).
Der er ikke nogen tvivl om, at gentagelser og træning er en årsag til, at spillere bliver dygtigere uanset hvilket niveau, man træner på – og det er formentlig vedholdenhed og motivation til at træne, der er den mest betydningsfulde faktor for at blive en rigtig dygtig spiller.
5. Udvikling er vigtigere end sejre
Ofte ser man at trænere ofrer udviklingen for en enkelt spiller for holdets bedste. Fx når man tager holdets bedste spiller og sætter ham til at spille sweeper for at styrke forsvaret – eller når man giver en spiller besked på, at vedkommende ikke må gå over midten, selvom hun har lyst til det. På den anden side kan det være en god ide, at spillerne prøver forskellige positioner. Flere undersøgelser har vist, at forsvarere er bedre til at forudsige hvad modstanderen er ved at gøre med bolden end angribere. Denne evne til at forudgribe tingenes gang kan imidlertid trænes (Williams, 2005), og hvis man lader spillerne rotere lidt rundt på forskellige pladser, vil angriberen på sigt blive mere forudseende og kan måske oftere stjæle bolden fra forsvarerne.
6. Træneren skaber rammerne
En træner har mange opgaver. En af dem er at skabe rammer, der fremmer spillernes læring af færdigheder. Der er mange myter forbundet med at lave en god træning, og der er stadig ikke fuldstændig enighed i forskerkredse om, hvordan den mest effektive træning ser ud. Rammerne handler om, hvordan selve træningen er bygget op, hvordan øvelserne er organiseret, og hvordan træneren bruger sine redskaber: observation, instruktion, demonstration og feedback.
7. Der skal være mulighed for at mislykkes
Mange bøger om træning fremhæver, at træneren skal lave et miljø, hvor der er mulighed for at lykkes. Vi vil gerne understrege at miljøet også bør give mulighed for at mislykkes med ting, men give spillerne mulighed for at forbedre sig på baggrund af sine fejl.
8. Motivation
Nøglebegrebet i al undervisning er motivation. Uden motivation er det umuligt at lære nogen noget som helst. Nielsen (1999) kobler motivation med opmærksomhed, og opmærksomhed er en af de egenskaber, træneren bør fremelske hos sine spillere.
Uopmærksomme spillere er ikke nødvendigvis bare dovne eller ugidelige – måske er der noget galt med den måde der trænes eller undervises på. Motivation er kernen i al undervisning, og spillere skal måske gribes an på forskellige måde. Ofte arbejder man med begreberne indre og ydre motivation.
-
Den indre motivation er den motivation, der kommer fra spilleren selv. Det er når spilleren gerne vil træne, fordi vedkommende synes, at spillet er sjovt og ufordrende.
-
Den ydre motivation er en motivation spillere finder i omgivelserne. Det kan være at spilleren træner, fordi forældrene siger at man skal.
Det er ikke overraskende, at spillere hvor motivationen kommer indefra er de spillere, som holder ved spillet længst. Træneren kan fremme den indre motivation ved hele tiden at gøre træningen lærerig, varieret og vedkommende.
9. Præstationer er ikke det samme som læring
Læring er en proces over tid. Læring har fundet sted, hvis en spiller kan noget, vedkommende ikke kunne før. Læring kan foregå, når spilleren øver sig. Spilleren behøver ikke nødvendigvis øve sig med det formål at blive bedre, men når man gentager en færdighed, så bliver man sikkert på et eller andet tidspunkt bedre til at udføre færdigheden.
Læring er en ændring i spillerens præstationspotentiale. Læring er ikke noget, der kan overføres fra træneren, men noget der sker spilleren. Det er ikke noget, vi kan observere direkte.
Det vi kan se er spillerens præstationer. En præstation er det vi kan observere en spiller gøre på et bestemt tidspunkt i en bestemt situation. Præstationer kan imidlertid variere mærkbart fra situation til situation; spilleren kan fx være nervøs, uopmærksom og træt.
Når vi kigger på om spilleren har lært noget, er det altså spillerens præstationer, vi kigger på, og hvis de generelt virker til at blive bedre, siger vi, at spilleren har lært noget.
Denne forskel mellem præstationer og læring har snydt mange trænere og mange forskere. Træneren bør ikke kun iagttage sine spillere i en enkelt træning, men holde øje med dem over et par uger, for at se om de rent faktisk lærer noget af øvelserne.
Konklusion
“Trænerens Bibel” er ikke uanvendelig i sine generelle betragtninger om træningsplanlægning og skader, men den bidrager ikke med interessante tilføjelser til fodboldtræningen. Beskeden til trænerne er: fremhæv glæden i spillet og lær os en masse, når vi nu bruger en del af vores tid på at spille fodbold.
Det gælder uanset om vi knap kan sparke bolden fire meter med små tykke ben, eller vi spiller på eliteniveau. På den måde lærer I også selv mere, og således giver hæftets titel mening i dobbelt betydning.
Referencer
- Grünbaum, Ole: “Om at vove livet”, i: Aktuelt, 3. juni 2000.
- Rasmussen, Leif: “Topspilleres teknik for dårlig”, i: Fyens Stiftstidende 18.09.1999.
- Kragh, Nina: “Mangler i fysikken”, i: Politiken 02.10.1999.
- Lundberg, Jørn: Trænerens Bibel, Tillæg til Fodboldtræning, nr. 7, 1999 og nr. 1, 2000.
- Nielsen, Knud Aage: Spil bold - med livet som indsats, DGI 1999.
- Friman, Per: “Træneren er tosset”, i: Andersen, Jens, red.: Hovedstød, Høst og Søn 1998.
- Richter, Jørn: “Guld betyder glæde”, i: PULS 1, 1999.
Kommentarer