Vi har tidligere kigget lidt på den kompetetive arbejdsform og kompetetiv træning. Her kigger vi på straf, konsekvens og kompetetiv træning og giver nogle forslag til øvelser.
I stedet for overhovedet at bruge begrebet straf i træningen, er det måske en ide at omformulere det, så vi i stedet bruger ordet konsekvens. Jens Bay behandler kløgtigt konsekvenspædagogikken i sin kronik ”Konsekvens og Straf” i Politiken fra den 26. august 2003. Ordet konsekvens handler ikke om at sanktionere og være konsekvent.
Konsekvens skal ikke gøres til noget negativt og knyttes sammen med trusler og straf, hvis en person ikke handler, som omgivelserne forventer, skriver Bay.
Jens Bay mener, at konsekvensbegrebet er en
”logisk følge af den grundopfattelse, at mennesket er handlende, og at handlingerne altid indeholder en risiko for en åbning for noget nyt som følge af deres konsekvenser, og det er det, der både går handling og konsekvenser interessant og vedkommende for pædagogikken. Det er gennem handlingens konsekvenser, at det tænkte bliver til virkelighed, og det er gennem handlingen, det enkelte individ viser, hvad det ønsker, vil og kan i den konkrete situation.”
Efter min opfattelse er dette et godt og brugbart udgangspunkt at have som træner. Konsekvenspædagogikken som Bay formulerer den kræver, at der skal være en
”klar sammenhæng mellem de handlinger, som mennesker udføre og de efterfølgende konsekvenser.”
Dette er ikke et urimeligt krav. En fodboldspiller leverer netop masser af handlinger, og disse handlinger udspiller sig altid i et kompetetivt miljø. Ofte laves den kompetetive træning som straf-træning.
Træningen skal have konsekvenser
Uanset om man spiller på højeste niveau, eller man løber rundt med sin ølmave “for sjov” i weekenden, vil der altid være et kompetitivt element, når dommeren fløjter op til kamp. Fodbold(kampen) er simpelthen bedst, når det gælder om noget.
Når vi skriver “gælder om noget” vil vi gerne væk fra den gængse opfattelse, at fodbold kun kan gælde om at vinde. Det kan i lige så høj grad gælde om at være blevet bedre til noget, man har trænet.
Træneren er ivrig efter at motivere spillerne til at yde en optimal præstation. Spillerne er ivrige efter “at have det sjovt”.
Det kan udmærket forenes. De fleste synes det er sjovt at konkurrere, og mange finder det meget motiverende. I eliteidræt hylder man ofte kompetitiv træning som vejen frem, men kompetitiv træning har også været brugt flittigt i den frivillige idræt i mange år. Tænk bare på “ung mod gammel”, eller at den sidste i midten ved 4:2 skal tage 30 armstrækninger.
Legendarisk straf til uduelige spillere
Nogle trænere mener, at straf er det eneste rigtige for at få spillerne til at præstere bedre. Her er et par tankevækkende eksempler.
- Felix Magath lod sine Stuttgart spillere stå helt stille i 90 minutter i en grads varme efter et nederlag til Hertha Berlin. Han ville vise dem hvad rigtig ståfodbold var - og håbede således at de ville løbe lidt mere i næste kamp.
- Fudi Gutensdorff beordrede engang sine Schalke 04-spillere til at træne kl. 6 om morgenen, så de kunne føle hvad ‘almindelige’ mennesker måtte udholde - og det er jo dem, der betaler spillernes løn.
- Max Merkel befalede sine spillere at stå og ryste på hovedet uafbrudt. Efter et kvarters tid spurge en af dem, hvad de var ved at lave?
“Det er fordi I skal gøre sådan, når nogen spørger, om I kan spille fodbold.”
Har du nogen gode eksempler på trænere, der går lidt over gevind?
Kilde: Søren Olsen: Træneren dikterede 90 minutters ståfodbold, i: Politiken 12. februar 2004.
Kompetetiv træning og konsekvenser
Kompetitiv træning kan bruges systematisk i træningen eller som indslag i træningen. Der er mange eksempler på hold, som har opnået gode resultater ved at arbejde systematisk med den kompetitive arbejdsform (Eiberg og Sørensen), selvom det kan være vanskeligt at sige, om holdene måske ikke bare ville have vundet alligevel.
J. Iam definerer den kompetitive arbejdsform:
Den kompetitive arbejdsform består i at relatere handlinger/afgørelser til et fastlagt bedømmelsessystem, der igennem karaktergivning/evaluering giver udøverne en meget nøjagtig feedback på effekten af deres handlinger (Eiberg og Sørensen).
Definitionen giver mulighed for at variere arbejdsformen på mange måder. Principielt er alle konkurrencer kompetitiv træning. Der hvor træneren måske kan arbejde lidt mere målrettet med den kompetitive arbejdsform er i træningen af enkeltelementer. Vi giver nogle eksempler:
Øvelser til kompetetiv træning
Indlæg
Træneren ønsker at arbejde med indlæg. Han opstiller nogle kriterier for, hvordan et godt indlæg skal være. Hvis fløjspilleren slår det perfekte indlæg som angriberen kan afslutte kvalificeret på, får han tre point. Hvis fløjspilleren slår et nogenlunde indlæg, som angriberen når frem til afslutning på, får han to point. Hvis angriberen kun med nød og næppe kan få fat i bolden, får fløjspilleren 1 point, og hvis indlægget er forfejlet får han 0 point. Fløjspilleren sætter sig så inden træning et mål for fx 10 indlæg. Fx vil han opnå 17 point. Næste gang samme spiller skal træne indlæg justerer han målsætningen, så den bliver rimelig ift. han aktuelle kunnen. Over tid skulle spilleren gerne være i stand til at opnå et stadig større antal point.
Målscoringstræning
Træneren ønsker at træne afslutningstræning. Hver enkelt spiller skal selv holde styr på, hvor godt det går. Formålet med øvelsen er at score mål (ikke nødvendigvis at man rammer bolden ?lige i røven?). Alle spillerne starter i Danmarksserien. Hvis man scorer rykker man op. Hvis man brænder rykker man ned. Hver spiller skal naturligvis sætte sig en målsætning for, hvilken række vedkommende ønsker at ende i.
Teknisk træning
Træneren ønsker at varme op med lidt teknisk træning. Spillerne er sammen to og to. Der arbejdes på tværs af banen. Den ene løber baglæns, og den anden forlæns. Vedkommende som løber baglæns kaster bolden, så den anden skal flugte tilbage. Hvis bolden ryger på jorden, skal de lave fem fysik. Man kan sætte kvalitetskrav til øvelsen. Hvis bolden bliver spillet tilbage i en bue, koster det også. Spillerne fortsætter øvelserne indtil de er færdige, og til sidst laver de deres straføvelser.
Refleksion
I de beskrevne øvelser vil spillerne blive meget bevidste om deres eget niveau, og efterhånden skulle de gerne erfare at niveauet bliver højere og højere. Udøveren vil altid (læs: for det meste) træne på grænsen af sit eget niveau, og på den måde er der basis for optimale læringsbetingelser (Eiberg og Sørensen).
Det afgørende ved anvendelsen af den kompetitive arbejdsform er, at træneren formår at finde en balance mellem øvelserne og spillet og de kvalitetskriterier, der stilles til de aktive (Eiberg og Sørensen).
For at kunne praktisere den kompetitive arbejdsform skal elementer i øvelsen kunne kvantificeres, og der skal opstilles nogle regler for vundet og tabt (Eiberg og Sørensen). Konkurrencen i weekenden vil ikke være noget uvant for spillerne, og vedkommende som ikke er så konkurrencevant, vil langsomt vænne sig til at konkurrere, men det sker i trygge omgivelser til træning.
Straf
Det er dog vigtigt ikke at overdrive brugen af den kompetitive arbejdsform. Det er en blandt flere træningsformer. Spillerne skal også have lov. Det skal være lovligt at lave fejl. Hvis spillerne hver gang de fejler hører en knotten træner i baggrunden, eller tænker: Åh nej, nu mister jeg muligheden for at ryge op i superligaen, har spillerne ingen mulighed for at udvikle sig.
Udvikling kræver fejl!
Det er også væsentligt at påpege, at ingen begår fejl med vilje. Ofte henfører man en fejl til manglende koncentration, men det kan også være angsten for at fejle. Det er væsentligt, at der bliver skabt et trygt miljø, hvor spillerne får lov til at eksperimentere. Kun på den måde får vi skabt nogle kreative og engagerede spillere.
Hvis straf bruges forkert giver det mere angst for at lave fejl, end det giver inspiration til at turde lære! Belønning skal være velment, men ikke automatisk. Spillerne skal have ros, hvis de fortjener det.
Ikke fordi de er dukket op. Det er trænerens opgave at finde denne balancegang.
Andre eksempler på kompetitiv træning
Hurtighedstræning
Spillerne opdeles i fire heat. Første heat er superligaen, mens sidste heat er tredje division. Hvis man vinder sit heat, rykker man op, og hvis man taber rykker man ned. Den bedste i superligaen og den dårligste i tredje division, bliver i deres heat.
Afslutnings-/målmandstræning
Træneren ønsker at træne afslutningstræning. Inden der startes med at sparke på mål, laver holdet en målsætning for hvor mange mål, de forventer at score. Samtidig laver målmændene en målsætning for, hvor få mål holdet scorer. Den gruppe der overholder sin målsætning, bestemmer en straf for den anden gruppe.
10 gode gentagelser
Forlang at spilleren laver 10 gode gentagelser i træk. Hvis kvaliteten ved en gentagelse ikke er i orden, starter tællingen forfra. Du kan også gøre det sådan, at spilleren skal lave 20 gode gentagelser, inden der skiftes. Det handler ikke om at hakke ned på fejlene, men om at få spilleren til at gøre det så godt som muligt. Det tvinger også spilleren til at fokusere på den næste bold.
Referencer om kompetitiv træning
Eiberg, Stig og Mikkel Sørensen: “Undervisning og den kompetitive arbejdsform”, upubliceret materiale.
Læs mere om kompetetiv træning
Særligt inden for volleyball er kompetiv træning meget brugt.
- Iams. J., Competitive Volleyball Drills and Scoring Systems, AVCA, 1988
- Lindeblad, J., Optimal Præstationsprofil og kompetitiv træning, Speciale, Center for Idrætsforskning, KU, 1998
- Breinholm, J., Kompetitiv træning, Focus, X, 199X
- FIVB, The Road to Atlanta,1996, video.
- Csikszentmihalyi, M., Flow : The Psychology of Optimal Experience, 1991
- Hagedorn, G. Spielen. Praxis und Theorie. Rowahlt, Reinbek, 1987, s. 175-76
- Jens Kyrstein og Ebbe Vestergaard, Undervisningslære - En elementær indføring, 2. udgave, 1993.
- Boyce, BA, Jounal of Human Movement studies, 18, s. 189-200, 1992.
- XX, Reflection and Reflective Practice, in Reflection and Learning, p70-78, 199X
Kommentarer