Jeg har læst bogen José Mourinho af journalisten Luís Lourenco, som har fulgt den karismatiske portugiser igennem hans trænerkarriere. Denne artikel handler naturligvis om bogen, men i høj grad også om Mourinhos fodboldfilosofi, træningsmetoder og mandskabsbehandling.
Selvtillid og selvkontrol
Alle med en minimal viden om fodbold har hørt navnet José Mourinho (JM). Portugiseren er i skrivende stund træner for de engelske mestre Chelsea FC, og har tidligere stået i spidsen for Uniâo De Leiria, Benfica og FC Porto - alle klubber i hjemlandet Portugal.
Mourinho er, i skrivende stund, 42 år gammel, men har allerede vundet adskillige titler som træner. To gange portugisisk mester med FC Porto, vinder af den portugisiske pokalturnering, UEFA cup titel og Champions League titel i samme klub (FC Porto, red), dobbelt engelsk mester med Chelsea, Liga cup vinder med Chelsea og FA Community Shield sejrherre med englænderne.
En mand med sådan et cv burde næsten gå på vandet og det er også Mourinhos stil udadtil. Mange i fodboldverdenen anser ham for at være en blærerøv og provokatør, men ifølge bogen om samme Mourinho er det en attitude, som skal smitte af på hans spillere og gøre dem usårlige. Portugiseren tager en masse verbale slagsmål i medierne, for at skåne spillerne og lade dem koncentrere sig om spillet på banen. Upopulært i trænerkredse, men måske en god ide og indtil videre taler hans resultater for sig selv - senest med Chelseas andet mesterskab på stribe efter mere end 50 års tørke.
Hans selvtillid er enorm ,og han gør i bogen meget ud af at fortælle om hans mandskabsbehandling, som må siges at være spektakulær, men samtidig også fascinerende. Han vil ikke bruge eller arbejde med stjerner, men vil have arbejdsbier og folk som er villige til at ofre deres ego i holdets tjeneste. Et eksempel er fra hans tid hos Benfica, hvor han ankommer til en flok spillere som ingen selvtillid har, en broget trup som tydeligt har flere stjernespillere, som nyder godt af deres høje status i truppen. Den egyptiske boldkunstner, Sabri, bliver første offer for Mourinhos filosofi, da spilleren ønsker at spille en bestemt plads, og ikke træner fuldt igennem til træning. Spilleren bliver kaldt til møde og får fortalt at han er uønsket, fordi han ikke kan tilegne sig det nye spillekoncept. Sabri brokker sig over sin manglende chance for at bevise sit værd, samt at blive placeret på højrekanten med defensive pligter. Her beviser JM sit store engagement og trækker sin notesbog frem. Heri står samtlige detaljer om alle spillere i truppen, alt hvad de har sagt, gjort og alle styrker og svagheder de har vist på banen. Egypteren indser sine fejl og bliver sat til salg efter begge parters ønske.
Samtidig trækker Mourinho tre unge sultne spillere op fra B-truppen for at intensivere træningen og presse de sikre kort på holdet. Før hver eneste træning holder JM en tale om holdet og deres præstationer. Meningen er med tiden at få banket ind i hovedet på spillerne at de er de bedste, og ingen vil kunne besejre dem - altså en slags manipulering, fordi træneren godt ved at de ikke er verdens bedste. Mourinho overfører sin selvtillid og selvkontrol til spillerne og får gejst og vilje indlemmet i truppen.
Holdet er stjernen
José Mourinhos filosofi er, at holdet er stjernen, og han har i flere omgange også svinet Real Madrid til for at købe spillere, som skal presses ind i et system, i stedet for at købe spillere som passer til klubbens system. Chelsea er et glimrende eksempel på dette. Frank Lampard, John Terry, Arjan Robben, Mickael Essien og Didier Drogba er holdets profiler, men samtidig folk som arbejder stenhårdt og aldrig trækker sig fra en tackling. Mourinho udvælger de helt rigtige spillere til sit mandskab og får herefter opbygget et sammenhold og en tro på egne evner som ikke er set til dato i fodboldverdenen, mener jeg.
Et godt eksempel i denne sammenhæng er den portugisisk fødte brasilianer, Anderson Luis De Souza, bedre kendt som Deco, som Mourinho hentede til FC Porto, udviklede ham til en holdspiller og fighter uden at ødelægge hans offensive kvaliteter. Deco er i dag stjernespiller i mægtige FC Barcelona og betegnes af mange som en verdens bedste midtbanespillere.
Mange har også rystet på hovedet over JM og hans indkøbspolitik i Chelsea, da han har penge til at købe alle stjerner i verden, men i stedet henter spillere, som endnu ikke har bevist deres værd over længere sigt. Intet er tilfældigt i Mourinhos verden, alt er gennemtænkt og planlagt igennem længere tid og til mindste detalje - det er helt sikkert.
Bemærkninger
Bogen er generelt rigtig lærerig og spændende læsning for den glade fodboldelsker. Ulempen er at bogen kun er udkommet på engelsk, men sproget er forholdsvis letlæseligt og med mange fodboldrelaterede udsagn. I perioder fokuseres lidt for meget på personen og mennesket José Mourinho, men generelt læste jeg bogen med stor interesse og kan kun anbefale at gå i krig med bogen om verdens måske bedste og i hvert fald nutidens mest karismatiske træner.
Jeg har skrevet en side med inspiration til andre fodboldbøger her.
Kommentarer