Fodbold er verdens mest populære sportsgren, men hvor meget ved du egentlig om fodboldhistorien globalt set og i Danmark? I denne artikel optegner vi et overblik over fodboldens historie for alle boldglade entusiaster.
Jeg har lige set “The English Game” på Netflix, som giver et meget godt indblik i den del af fodboldhistorien, der udspiller sig sidst i 1800-tallet. Kampen mellem overklassen og arbejderklassen - og de første professionelle spillere.
Hvornår blev fodbold opfundet?
Fodbold er verdens største sportsgren og spillet har rødder langt tilbage i oldtiden. Når man stiller spørgsmålet “hvor stammer fodbold fra?”, så findes der ikke et entydigt svar. Der er nemlig fundet beviser for, at befolkningsgrupper på tværs af verdensdele spillede en slags fodbold som vi genkender i dag, på mere eller mindre samme tid.
For mere end 2000 år siden sparkede kineserne til en bold, som var udstoppet med hår.
Oldtidens grækere dystede også med bolde, men aldrig som et organiseret spil. I landsbyer i Middelalderen spillede man “fodbold” med menneskehoveder, som var blevet myrdet ved karneval og lignende arrangementer.
På Yucatanhalcøen (Mexico) spillede mayaerne fodbold med en hård gummikugle, hvor albuer, hofter og ben var lovlige midler. Målet var en ring af sten, hvor bolden skulle spilles ind i. I 1100-tallet spillede englænderne en meget speciel form for fodbold. Ikke på en afgrænset bane, men med formålet at få bolden frem til næste landsby. Den italienske by, Firenze, blev kendt i det 16. århundrede for en årlig fodboldlignende turnering i forbindelse med årets karneval.
At spille fodbold er altså på ingen måde en ny opfindelse, og blandt mange forskellige befolkningsgrupper spillede man en primitiv udgave af fodbold.
Hvem opfandt fodbold som vi kender det i dag?
I 1886 fastlagde The International Football Association Board (Nuværende FA, blev grundlagt i 1863, red) grundlaget for nutidens fodboldregler. I reglerne stod der bl.a. at bolden kun måtte berøres med fødderne, kroppen og hovedet.
I 1883 var det blevet bestemt at overliggeren skulle forbinde toppen af de to målstolper i stedet for en snor. I 1897 blev reglen om 11 spillere på hvert mandskab indført og først i 1937 fik fodboldbanen sin nuværende udformning.
I det 19. århundredes England øgedes interessen for vores form for fodbold betydeligt, og der blev trillet ivrigt med en fodbold på kostskolerne Eton, Harrow og Rugby. Man havde imidlertid vanskeligt ved at enes om regelsættet ved den konkurrerende boldsport - rugby.
Cambridge Universitet opfandt det moderne fodbold
Overliggerens funktion var den største uoverensstemmelse mellem rugby og fodbold. I rugby ville man have bolden over stangen, mens man i fodbold ville score under overliggeren. For at tydeliggøre forskellen mellem fodbold og rugby udformede det engelske universitet Cambridge et regelsæt for fodbold, som ligner de regler vi kender i dag, og det var på dette tidspunkt og på grund af uoverensstemmelserne, at de delte sig i to forskellige sportsgrene.
I 1888 organiserede England den første registrerede fodboldturnering, “den engelske liga”, som senere blev en professionel liga (idag - Premier League, red).
For at besvare spørgsmålet om hvem der opfandt fodbold er det altså på sin plads at sige, at det var englænderne på Cambridge Universitet der opfandt fodbold, og at fodboldens historie i et moderne perspektiv startede i slutningen af 1800-tallet.
Hvornår kom fodbold til Danmark?
I takt med den engelske kolonisering spredte interessen for fodbold sig hastigt i hele Europa. Den første danske fodboldklub blev stiftet i 1878 af englændere bosat i Danmark, men blev opløst kort efter. Danmarks ældste eksisterende fodboldklub er KB (F.C. København, red), som blev stiftet i 1878. Den første rigtige kamp fandt sted 16. december 1883 på Rosenborg Eksercerplads, hvor deltagerne var et juniorhold fra KB, og et hold fra Birkerød Kostskole.
I Danmark er der i dag mere end 350.000 der spiller fodbold på landsplan.
Kilder
- Fodbold og dens fascinerende historie kan findes mange steder, men jeg vil anbefale FIFA’s hjemmeside, hvor en detaljeret engelsk artikel fortæller om fødslen af verdens bedste spil.
- DBU har også deres egen historie om fodbold, men her er der mest fokus på den danske historie og udviklingen herhjemme.
- Den store danske Encyklopædi (leksikon fra Gyldendal) har også et par glimrende uddybende sider om fodbold.
- Football History
Kommentarer