Små fodboldben på hårdt arbejde i sommervarmen, men der er ingen sure miner. Børnene har selv valgt at bruge lidt af forældrenes penge på DBUs årligt tilbagevendende fodboldskole. Året er 1996.
Evigt trippende på sidelinjen med et køligt og analyserende blik rettet mod begivenhederne på keglebanen står jeg. Min uudgrundelige faglige baggrund er en udtømmende fodboldmanual og et fem måneders langt idrætsskoleophold, så selvtilliden er omsiggribende, idet det opsatte spil faktisk viser sig at fungere. Da det er tid, afbryder jeg spillet og stiller en ny opgave:
“Nu skal vi lave en huttelihut. I sparker bolden op i luften, og lader den ramme jorden. Samtidig med dette skal I med det ene ben hoppe over bolden, og med det andet bens hæl eller inderside sparke bolden lidt op i luften igen, så I kan jonglere videre.”
Fodboldbenene på banen er efter al sandsynlighed klar over, at: Fodbold er meget mere end et spil, men det er også et spil. Et spil med alvor og et spil med leg. Netop legen med bolden er en af mine interesser. Den centimeter-tykke manual foreslår et væld af funktionelle øvelser, mens jonglering fylder en halv side med otte tricks. Tricket ovenfor er taget fra Fodboldens Legestue. Et hæfte jeg påbegyndte under fodboldskolen i erkendelse af manualens mangler.
I mange sene aftentimer baskede jeg til tastaturet for at sætte ord på de tricks, jeg efter egen overbevisning mesterede så glimrende. Omfanget var efterhånden ganske nydeligt, og da tekstbehandlingsprogrammet i al sin venlighed indeholdt en mulighed for at konstruere et hæfte, benyttede jeg den kærkomne mulighed.
Pavestolt og med en god vens velsignelse måtte hæftet efterhånden tage form. Med lillesøsteren og sort-hvid film i kameraet entrede ensemblet det lokale stadion en sommerlig aften. Motivet var tvivlsomt, men det resulterede i enkelte gode og en perlerække af ringe fotografier. Til at sætte kronen på værket tyede jeg til en ven fra gymnasiet. En mester med en tuschpen kreerede hæftets glimrende tegninger. Hele molevitten sendte jeg til DBU i håb om, at de kunne bruge det på næste års fodboldskole.
Fra et kontor på de mørke gange i Idrættens Hus tilkendegav en repræsentant fra den hæderkronede boldspilsunion et par uger senere over telefon, at jeg var med i en konkurrence, hvilket sjældent er dårligt, da konkurrencer ofte indeholder en mulighed for at vinde et eller andet. Måneder senere modtog jeg et brev med posten, hvori der stod at jeg havde vundet noget tøj for den bedste fornyelse af fodboldskolen.
De sidste detaljer blev rettet og kanterne blev slebet med det fineste sandpapir. Jeg lånte en laserprinter og sendte en master af hæftet til DBU, som så dublikerede værket i et par tusind eksemplarer. Et til hver træner på fodboldskolen i 1997.
Med et grønt klæde flagrende foran lyset for enden af tunnellen tog jeg en dag telefonen. Af den simple grund, at den ringede. DBU ville visualisere mine tricks. I min travlhed rev jeg en eftermiddag ud af kalenderen til den træge proces en videooptagelse er. Tiden er en løjerlig fætter, som færgerne for det meste tager ganske alvorligt, hvorfor fotografen også finder sig nødsaget til at tage den alvorligt. Den minutiøse gennemgang af hæftets første tricks kostede i sidste ende nogle af de bedste tricks pladsen på videoen.
Kommentar oktober 2001: Det rådes nu bod på med en CD-ROM med tricks.
I oplysningens ånd har jeg opfordret andre til at henvende sig med nye tricks, og henvendelser har det sandelig skortet på hvorfor dette kunne læses som en appel til den fantasifulde spiller. Derimod var interessen i opstartsfasen overvældende for hæftet ude i de enkelte klubber, og jeg fik nogle forespørgsler på at komme ud at undervise i jonglering. Nu må vi se om henvendelserne holder vand
Kommentar oktober 2001: Henvendelserne holdt vand, og jeg har efterhånden vist tricks i mange sammenhænge.
Tilbage til sommerheden på fodboldskolen. Efter en forevisning og nogle simple instruktioner spæner de små fodboldben ud på banen med hver sin bold. Kort efter kommer en af dem glædesstrålende tilbage og proklamerer ivrigt med en let læspen (fordi tandlægen har udstyret ham med en ganebøjle, så hans tænder kan komme til at ligne alle andre børn, som er ved at få rettet tænder): “Jeg har øvet mig seksten gange, og jeg kan næsten. Men nu er jeg altså tørstig; må jeg tage noget vand”. Svaret var selvfølgelig nej. Han kunne jo ikke endnu?!
Tidligere bragt i Nordjyllands Idrætshøjskoles ElevNyt.
Fodboldens Tricks
Ambitionen i Fodboldens Tricks har været at samle så mange tricks, driblinger, finter, finurlige spark som overhovedet muligt. Der er masser at gå i gang med.
Kommentarer