Der er mange definitioner og fortolkninger af Fair Play. I Danmarksturneringen og til EM- og VM-slutrunderne kåres det mest fair-spillende hold. Vinderen af Fair Play-konkurrencen i fodbold er det hold, der blandt andet har fået færrest gule og røde kort.
Tidligere anfører på det danske Ligalandshold, Morten Wieghorst, brænder i 2003 forsætligt et straffespark i kamp mod Iran. Straffesparket blev dømt, da en iransk spiller tror, der er fløjtet til halvleg og samler bolden op med hænderne, da en fløjte lyder fra tilskuerpladserne.
Fodboldloven siger noget om, hvilke regler der gælder. Spillereglerne er en slags grænse for, hvad du må, og hvad du ikke må, når du spiller fodbold. Fair Play handler om, hvordan spillerne skal opføre sig både på og uden for banen. Spillerne skal naturligvis kende reglerne, men de skal også vide, hvordan de skal opføre sig.
Fortolkninger af fair play
Fair Play kan fortolkes på tre forskellige måder, når man ser på handlinger ift. spilleregler: den oprindelige, den neutrale og den vulgære fortolkning. I DGIs Temahæfte: Etik og Moral er de beskrevet som følger:
-
Den oprindelige fortolkning. Fair Play er mere end at spille indenfor reglernes rammer. Fair Play indeholder begrebet venskabelighed, at respektere andre og altid spille med den rette ånd. Fair Play er en måde at tænke på, ikke bare en måde at gebærde sig på.
-
Den neutrale fortolkning. Fair Play-grænsen er sammenfaldende med reglernes grænse. Fair Play er at spille efter reglerne. Hvis du følger spillets egne regler, er det Fair Play.
-
Den vulgære fortolkning. Fair Play defineres ved antallet af overtrædelser af spillets regler. Udøveren overtræder reglerne og antallet af overtrædelser udgør graden af Fair Play. Den der overtræder reglerne færrest gange, udøver Fair Play.
Jeg holder af den oprindelige fortolkning af Fair Play, hvor alle er (med)ansvarlige for den ånd spillet udfoldes i. Alle skal følge spillets regler, men også huske at alle de andre, som er med omkring kampen er mennesker, som skal behandles ordentligt.
Fodbold er en kamp
Vi spiller ikke fodbold for sjov, men fordi det er sjovt.
Vi træner for at blive bedre til fodboldkampen. Kampen er et alvorligt anliggende, som spillerne skal lære at forholde sig til. Kampen skal være i centrum ikke sejren eller nederlaget. Det er noget andet at kampen bliver sjov, fordi begge hold forsøger at spille bedst muligt. Derfor skal man heller ikke give op. I kampen er der altid mulighed for at lave en fantastisk dribling, en god førsteberøring eller måske endda score et utrolig flot mål. Efter kampen giver man hånd til modstanderne og siger tak for kampen – ikke for sejren eller nederlaget.
Det der betaler sig?
Noget af det man ikke må, når man spiller fodbold, kan måske betale sig, hvis man kun tænker på at vinde. Man skal bestræbe sig til det yderste for at vinde, men der er en grænse for den pris, man skal betale for sejren. Alle spillerne og trænerne er selv med til at skabe kampens atmosfære. Det er ikke særlig fair at forsøge at få indkast, hvis man selv har sparket bolden ud eller forsøge at filme dig til et frispark. Det er fair at behandle medspillere, modspillere, dommere og tilskuere med respekt.
Dommerens opgave er at få kampen afviklet i en god ånd. Lyt derfor efter dommeren og tal pænt på og omkring banen. Også selvom man måske ikke helt er enig i dommerens kendelse. Faktisk kan det betale sig i sidste ende.
Tab og vind
Nogle gange taber man, andre gange vinder man.
Det gælder for selv de bedste spillere i verden. Det er noget vrøvl, at man kan tabe og vinde med samme sind. Man må gerne ærge sig over at tabe, og når man taber kan man måske træne hårdere, så det ikke sker næste gang. Det er vigtigt at være god til både at tabe og vinde.
En god vinder er glad for sin sejr, men der er forskel på at glædes over en situation eller en sejr og på at hovere og nedgøre sin modstander. Vis hellere end gerne begejstring, men gør det på baggrund af din egen præstation.
Den gode vinder siger tak for kampen. Det gør en god taber også. Den gode taber bruger ikke dårlige undskyldninger for nederlaget. Dommeren kan ikke have skylden for et nederlag. En god taber bruger nederlaget til at blive bedre, og det bliver man ved at finde ud af, hvad man gjorde rigtigt og forkert. Så kan man finde ud af, hvad man kan gøre bedre næste gang.
Hjælp!
Alle kan lære af sine fejl. Prøv derfor at hjælpe andre til at blive bedre. Hvis en holdkammerat er ked af det, eller en modstander er kommet til skade, så hjælp vedkommende så godt som muligt. Ved EM i 2000 blev en fransk spiller skadet. Frankrig sparkede ikke selv bolden ud af banen. Da Jon Dahl Thomassen erobrede bolden, sørgede han for at bolden blev sparket ud af banen, så den skadede spiller kunne få behandling. Det modtog han en ekstraordinær Fair Play-pris for.
4 aktiviteter til Fair Play i fodbold
1) Fair Play-snak
Det kan være en god ide at diskutere Fair Play med spillerne. Prøv at spørge spillerne, hvad de synes Fair Play er. Lad dem selv komme med eksempler. Inden da har du måske noteret forskellige situationer ned fra træningen, hvor en spiller har vist Fair Play, eller måske mangel på samme. Spørg spillerne om, hvad de ville have gjort i den pågældende situation.
2) Lad spillerne dømme selv
Spillerne skal lære at spille med en dommer, og rette sig efter dommerens kendelser. Men de skal også selv kunne styre en kamp. Det er misforstået venlighed, når træneren altid skal dømme. Når spillerne fx spiller småspil 4v4 kan spillerne sagtens selv dømme. Hvis de bliver uenige om noget, behøver træneren ikke at skride ind øjeblikkeligt for at løse konflikten.
Bed spillerne om selv at løse konflikten ved at snakke sammen. Det har vi hørt skulle fremme forståelsen.
3) Dagens dommer
Lad en eller flere af spillerne i din gruppe prøve dommerens rolle i forbindelse med en kamp. Forklar spillerne, at de selvfølgelig skal rette sig efter dommerens kendelser. Noter diverse situationer, som kan danne grundlag for en god diskussion om dommerens rolle og Fair Play. Det eneste dommeren behøver er en fløjte. Det er ikke nødvendigt med gule og røde kort, da det er med til at give et forkert billede af dommerens rolle. Det er dommerens rolle at få spillet til at foregå i en god ånd, ikke at vise gule og røde kort.
4) Fodbold er sejt
Fodbold spiller vi fordi det er sjovt. Det er sjovest, hvis vi har et godt forhold til hinanden, og sørger for nogle intense og spændende kampe med masser af godt spil. Så kommer begejstringen og det gode humør af sig selv.
Tænk på, at alt hvad spillere og trænere gør, er med til at påvirke fodboldens omdømme. Vær stolt af din sport. Fortæl andre om dine oplevelser. Fortæl dem, hvorfor fodbold er det sjoveste spil i verden.
En Fair Play legende
Personligt bliver jeg aldrig træt af at se klip med Puyol fra Barcelona - og hans tilgang til spillet.
Kommentarer