Af Christine Enevoldsen
Praktik i Port Elizabeth synes allermest at kunne sammenlignes med en køkkenhave. Vi bevæger os på forskellige jordarealer, studerer alt fra grøntsager og bær til blomster og planter. Selvom vi har modtaget rigtig meget gødning fra venlige sjæle kan det også været nødvendigt at så og sprede ens egne frø, samt vande og pleje dem løbende. Ser vi tilbage, synes syv uger som lang tid, men efterhånden har vi bygget en hverdag op, og det er nu mærkeligt pludselig at skulle sige farvel til en række mennesker. Vi har haft det godt i P.E. I syv uger har vi fulgt og trænet med Noma og City Lads - et af de førende pigehold i Sydafrika; et kulsort townshiphold.
Her har vi trænet to gange om ugen blandt sten, huller og gæs med børn løbende omkring. Vejen til træning er noget anderledes end vi er vant til og efterlader ikke mange smil på læben. Vi kører i Nomas smarte og store bil og kommer længere og længere ud i sølle områder. Straks befinder der sig folkemylder langs vejen ? børn alle steder, selv på den mindste lille græsplet bliver der spillet bold og løbet blandt skrald, geder og køer. Der ligger det ene faldefærdige skur efter det andet ? nogle steder små bedre huse, mens blikket andre steder falder på små rustne plader, som i mangel på bedre er forsøgt sat sammen til noget der skulle minde om et hus. Midt i al elendigheden, skraldet, pigtråden, plastikposerne og folkevandringen blider der pludselig danset eller spillet bold. Håbet lever, børnene prøver og bruger det, de har. Når vi spiller skal man passe på sine ankler i hullerne, og nogle gange kan bolden blive væk i det lange græs, men der bliver ikke klaget overhovedet. Der kæmpes! Der spilles hurtigt, fysisk og teknisk fodbold, men taktisk er der store mangler.
Afrikansk opvarmning og glæde
Der er blevet luret afrikansk opvarmning med to hvide hoveder, som desperat prøvede at følge med diverse rytmer, klap og råb. Vi er blevet grint af, men har også grint med og været en del af holdet. Været afholdt og accepteret, og selvom det til tider ikke kun har været lutter sjov, tog vi derfra med lyst til at redde dem alle. Det er stort som liv og glæde er en del af fodbolden her. Der hersker en speciel energi og stemning, og vi kunne lære noget af deres måde at gøre mere kedelig ting, sjove og farverige. Deres opvarmning, deres udstrækning og sang og dans før kamp. Hver gang kan man aldrig helt vide, hvad der vil ske. Selv når der skal løbes runder om banen ? det mest tørre og kedelige ? er der nogen, der pludselig bryder ud i sang, råb og dans med klang, som var der kommet et velvoksent kor forbi i den støvede luft og det tørre græs. Det er et fantastisk syn, når opvarmningen inden kamp i stedet for løb og bold består af en rundkreds af piger, som synger flerstemmigt og danser afrorytmer. Selvom man så føler sig en anelse ekstra hvid, er det sjovt at opleve og være med til, og det giver et godt sammenhold.
Taknemmelige blegfise
Som to blegfise i et sort område, har vi fået farve og de set lys. Udover at opleve den daglige kamp i en township, er vi også blevet kastet ud i trænerrollen. Uden megen tro på os selv som trænere og kun med en anelse erfaring, skulle der laves træningsprogram og forklares øvelser på engelsk. På trods af at vi oftest mest havde lyst til at springe over, har vi formået at gå herfra med oprejst pande og et skulderklap til hinanden. Hvor end vi har sat vores ben er vi blevet mødt med åbenhed og hjælpsomhed, hvilket har fået solen til at skinne ekstra varmt på de syv uger. Taknemmeligheden er stor, smilene endnu større. Alt i alt kom vi herned med frø i små poser, usåede og uden nogen anelse om med hvilken hast, de ville gro. Men se hvordan køkkenhaven har vokset sig stærk, det hele blomstrer i sine mange farver og nuancer. Lidt trist er det at vi ikke kan tage hele køkkenhaven med os hjem. Heldigvis har vi plukket nogle blomster, som for os vil blive evighedsblomster. Trygt lader vi dog køkkenhaven stå her i sin blomstring med håbet om en dag at vende tilbage og vide, at blomsterne ikke er visnet.
Kommentarer