Det lille hvide hus i skidtet - lægebesøg i en township

Af Christina Enevoldsen og Astrid Haugaard

For at blive registreret som spiller i den sydafrikanske liga skal hver enkelt til lægecheck og have lavet et id, som de skal bære på sig og vise til hver eneste kamp.

Vi oplevede selv dette, da Noma (vores træner) sagde: “We are going to the doctor”?

Hvis vi normalt er langt ude for at træne, kom vi her rigtig langt ud. Så langt ud, at bildørene blev låst, og blikket ramte det ene faldefærdige hus efter det andet. Nogle steder var det blot små rustne plader, som i mangel af bedre var forsøgt sat sammen til noget der skulle minde om et hus. Her var der virkelig kun skidt!

Herude blandt skrald, køer og geder, pigtråd, plasticposer og folkevandring langs vejene lå lægens lille hvide hus. Med et dunkende hjerte tænkte man: her vil jeg nødig tjekkes. Man kunne slet ikke forestille sig, hvordan der i disse ødelagte omgivelser kunne ligge en læge. I hvert fald ikke en læge man kunne have lyst eller tiltro til at benytte. Med Noma som førerhund traskede vi dog langsomt op af det ene trin der førte os ind i en lille forgang, hvor vi med spændte og dunkende hjerter skulle vente på lægen. Efter en halv times tid blev vi budt indenfor hos en snaksalig og rar læge som tydeligvis heller ikke var så vant til at to hvide fandt vej forbi hans lille praksis. Han var langt mere interesseret i at høre om os og vores kultur end i at tjekke vores blodtryk. Man skulle tro, at vi blot skulle have sagt god for vores ben- og lårmuskler, men tjekket var så omfattende, at selv næse, ører, hals, blodtryk og puls m.m. blev tilset og godkendt. Der skulle en så grundig gennemgang til, som skulle vi optages i Manchester Uniteds trup.

At alt dette var nødvendigt bare for at blive spiller på et hold, havde man ikke ventet. Seancen synes yderst mærkværdig, men det er dog nok de færreste, der kan prale af at have været til lægetjek i en township i Sydafrika.