Hvad vil det sige at være en god træner? Hvad lægger børnene vægt på hos en god fodboldtræner, og hvordan bliver du bedre til det alsidige hverv?
5 karakteristika for den gode fodboldtræner og lærer
For at komme tættere på svaret, kan vi lade os inspirere af nogle af pointerne fra bogen Praktisk Pædagogik skrevet af Helle Bjerregaard, lektor i professionspædagogik ved University College Syd.
Hun har spurgt børn i folkeskolen, hvad de vigtigste karakteristika for en god lærer er:
- Fagligt dygtig
- Du skal være velforberedt og god til at kommunikere.
- Engageret
- Du skal overbevise eleverne om at stoffet er interessant.
- Humoristisk
- Du må gerne have selvironi og din humor skal skabe en rar atmosfære. Du må ikke gøre dig sjov på elevernes bekostning.
- Interesseret i eleverne
- Du skal udvise interesse for eleverne som mennesker.
- Troværdig
- Hvis du lover noget, skal du holde det.
Dette er ifølge Helle Bjerregaard de væsentligste punkter for en god lærer i Folkeskolen.
Gælder det også for den gode træner, eller mangler der noget?
5 kriterier fodboldtræneren skal indtænke i en god fodboldtræning
God forberedelse til træning er efter min mening karakteriseret ved, at:
- Træneren tænker udvikling
- Det er altafgørende, at træneren ikke bare tænker på at afvikle træningen. Det er trænerens opgave at give holdet og de enkelte spillre lejlighed til at udvikle sig.
- Holdet har en spillestil
- Hvad skal vi træne, og hvorfor skal vi træne det? Det kan være en god øvelse for alle trænere at gøre sig overvejelser om, hvordan man ønsker at spille. Disse overvejelser er en hjælp i den daglige træning.
- Træneren har en periodeplan
- For at strukturere ens træning ordentligt og sikre sig, at der er tid til at berøre de enkelte emner, der vil gøre holdet i stand til at leve op til spillestilen, så er det en god hjælp med en periodeplan.
- Den enkelte træning har et tema
- Det første træneren bør skrive på sit papir under forberedelsen er træningens tema. Temaet skal naturligvis knytte an til holdets spillestil.
- Udvælge relevante øvelser
- Først efter alle tankerne om træning er på plads, skal træneren altså udvælge de øvelser, som bedst muligt ideerne for holdet realiseret.
Når først træneren har nogle mere præcise ideer med træningen, bør han åbne kompendiet. En øvelse bør altid opfylde et formål. Hvis du træner konditionstræning, kan du lige så godt gøre det med en øvelse, som samtidig fremmer din spillestil.
Hvordan skal din træner være?
Jeg har lige siddet og ryddet op i nogle gamle overheads, og der stødte jeg på et par overheads jeg har brugt i forbindelse med kurser for Danmarks Idræts-Forbund om trænerrollen. Her fandt jeg en overhead, der handlede om frafald i idræt. Jeg kan ikke huske hvilken undersøgelse tallene er fra (måske nogen af jer kan hjælpe), men det er i hvert fald ganske tankevækkende.
7 årsager til frafald i idræt
- 50% ikke kontakt nok til træneren
- 55% ikke opmuntrende nok
- 15% for streng
- 55% for lidt legebetonet
- 50% for lidt variation
- 60% for hård træning
- 50% ville have fortsat hvis træneren havde været anderledes.
Hvordan synes du træneren skal være? Kender undersøgelser, der belyser trænerrollen ift. fastholdelse af spillere?
Jeg har rigtig gode minder om mine fodboldtrænere. Det har i høj grad været med til at forme min barndom.
Kommentarer