legestue.net Mere end 60 videoer med tricks og øvelser

Mine oplevelser på Fodboldskole i Qaqortoq, 2000

Pludselig befandt jeg mig på Grønland. Overraskende, men kærkomment.
Anledningen var Fodboldskolen, som har fundet fodfæste i Qaqortoq
(Julianehåb) på foranledning af ildsjæle, som har fået kendskab til
Fodboldskolen gennem danske idrætshøjskoler. Hvert år har de en dansk
træner til at hjælpe dem med at få tingene til at fungere, og i
sommeren 2000 var jeg så heldig, at jeg fik lov at være den danske
træner.

"Jeg har dræbt en isbjørn med mine bare næver", skulle mit foretrukne
ferieminde være. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre, ikke fordi
udfordringen var for stor. Det tror jeg nu ikke, den ville være ? jeg
ynder at kalde mig selv hårdfør. De eneste skrammer jeg pådrog mig var
fra mødet med prototypen på en grønlandsk grusbane efter det jeg kalder
en hårdhændet grønlandsk tackling, men som nøgternt set snarere var en
sørgelig forfejlet indsats fra min side i kamp om bolden. Det skal lige
siges, at en grønlandsk grusbane ikke helt holder standarden fra de
danske grusbaner. Den består i lige så høj grad af småsten som af fint
grus. Måske er årsagen til at jeg ikke har fået skrammer i mødet med
den isbjørn, jeg forventede at slå ihjel med min bare næver, at jeg
ikke mødte nogen isbjørn. Grønland er nemlig ikke kun is.

Slet ikke Sydgrønland, hvor Qaqortoq ligger. Det var Kent Kielsen,
som inviterede mig til at være træner på Fodboldskolen. Han ynder at
kalde sig selv præsident for Fodboldskolen, men det er ikke en
præsident, som har fået sin titel på sine evner til at holde tale til
afslutningsfesten. Det er heller ikke en præsident med fine
fornemmelser. Snarere var det en venlig og gæstfri præsident, som viste
os Qaqortoq, tog os med på sejlture til varme kilder, fisketure ved
vandfald, viste os de grønlandske skikke omkring første skoledag,
underholdt os med dødsensfarlige bedrifter fra sine togter på
verdenshavene og lod os smage grønlandske specialiteter. Det var blot
noget af det vi lavede. Men det er ikke det, denne artikel skal handle
om. Den handler om Fodboldskole på grønlandsk.

Fodboldskolen er åben

Konceptet er det samme som for den danske Fodboldskole. Spillerne
melder sig til, og de modtager undervisning seks timer om dagen i en
uge. Omkring 70 børn tog udfordringen op, og stod forventningsfulde
klar til den første dag. Alle fik enkeltvis og under klapsalver af
samtlige andre udleveret deres taske og bold. I tasken lå et program,
som var et statsbesøg værdigt. Da alle var udstyret med en bold,
begyndte den egentlige åbning af Fodboldskolen. I ly af morgenstundens
dis havde vi fyldt en masse balloner med helium og lagt dem under et
fiskenet. En aktion som fordrer en anelse påpasselighed. Nettet skal
holdes forsvarligt nede af sten eller lignende, så man undgår, at de
første 30 balloner stryger til vejrs til ingen verdens nytte, men nok
om det. Samtidig var der indkøbt fyrværkeri, som stod klar til
affyring. En af de andre trænere, Tommy, som også er medlem af
landsstyret, holdt en sprudlende tale. Derefter blev ballonerne (lidt
efter lidt) sluppet fri, og fyrværkeriet tændt, mens den
fyrværkeriansvarlige træner, Orla, brændte fingrene.

Nu var Fodboldskolen efter en times velkomstarrangement klar til at
begynde. Vi var som skrevet omkring 70 børn, og der var en grusbane til
rådighed. Det var vilkårene, men ikke noget problem. Jeg underviste den
ældste gruppe, da de lettest ville kunne forstå dansk. Jeg havde en
grønlandsk hjælpetræner, som fungerede som tolk og sparringspartner, og
med god hjælp af princippet vis-forklar-vis, som Peter Bonde vil
genoplive (jeg vidste ikke at det var dødt), gik det strålende.
Træningen fungerede nogenlunde som på den danske Fodboldskole. Jeg blev
bl.a. interviewet til grønlandsk radio, eller interviewet er nok så
meget sagt. Reporteren spurgte om spillernes niveau kan sammenlignes
med niveauet på de danske fodboldskoler. Jeg svarede ?ja?, og så var
interviewet færdig.

Forskelle

Der var dog nogle markante forskelle. En grønlænders klareste svar,
hvis man er ved at planlægge noget er ?måske? eller ?vi får se?. Det er
både befriende og lidt frustrerende. Kent fortalte om og om igen, at
vejret altid er godt i Qaqortoq, og at det garanteret ville blive bedre
i morgen. Vi troede ham. Det gør vi ikke længere. Der var (desværre)
overskyet hver eneste dag undtagen en. Den dag skinnede solen, og så
var der i stedet tåget af myg i Qaqortoq. Nok om vejret ? det kan man
alligevel kun tale om, ikke ændre. Den grønlandske spontanitet (eller
alternative planlægning) kom til udtryk, da Kent pludselig onsdag
morgen spurgte, om vi ikke skulle bytte gruppe. Han mente, at alle
skulle prøve at blive trænet af den danske træner. Argumentet var sådan
set fornuftigt nok, og jeg accepterede naturligvis, men min
forberedelse ville måske have været lidt bedre, hvis vi havde aftalt
det dagen før. Jeg krøllede det program sammen, jeg havde lavet til den
ældste gruppe, og måtte starte forfra.

Der var ingen kvindelige trænere. Til gengæld hjalp de i pauserne
med at fylde børnenes vandflasker og sørge for at der var lidt at
spise. I middagspausen fik vi alle varm mad fra den lokale restaurant.
Min kæreste var med, og hun deltog på lige fod med de andre piger i
køkkenet. Desværre har jeg haft vanskeligt ved efterfølgende at
forklare hende hvor god, hun var til det. Hun fik dog også lejlighed
til at fotografere lidt i løbet af dagen. Resultatet af nogle af
billederne kan du se ved denne artikel.

Jeg har opfattelsen af at en mangelvare på de danske Fodboldskoler
er uformelle arrangementer trænerne imellem, når undervisningen er
ovre. Det skortede det ikke på i Qaqortoq. En dag arrangerede vi en
rask fodboldkamp. Vi spillede to mod to, og jeg så frem til et teknisk
spil på lille bane på to jernmål. Men sådan skulle det ikke være. Vi
skulle jo have løbet lidt. Det endte med at vi tog nettene ud af målet,
så bolden ville rulle langt væk hvis vi scorede. Vi spillede uden stop
i spillet på en 7-mandsbane. Men vi spillede to mod to. Det var lidt
hårdt. Flere dage mødtes vi også om aftenen over en sodavand ved en af
trænerne.

Afslutningen

Afslutningen var helt i særklasse. Jeg advokerede for, at vi ?
ligesom i Danmark ? lavede et program, hvor der var nogle
fællesaktiviteter, og det synes de egentlig var en udmærket ide. Det
blev bare aldrig til noget. Vi havde planlagt at spille fodbold mod
nogle af grupperne, men først skulle vi grille, og pludselig var tiden
løbet fra alle og enhver. Det tager lidt tid at lave grillmad til 70-80
mennesker. Præsidenten, Kent, troede også nok, at han havde en aftale
med den kendte grønlandske sanger, Rasmus Lüberts. Og det havde han.
Rasmus kom med sin guitar og fantastiske stemme og spillede et par
numre for de måbende børn. Til sidst fik alle børnene igen under
højlydte klapsalver enkeltvis udleveret deres diplom. Fodboldskolen var
slut. Jeg havde fået en oplevelse for livet.