All-Round Sport har udgivet en cd-rom med øvelser til
fodboldtræningen. Formålet med cd-rommen er at inspirere træneren til i
højere grad at prioritere træningsøvelser, der lægger op til mange
boldberøringer. Øvelserne på cd-rommen er gode uden at være
revolutionende. Til gengæld er cd-rommens største styrke, at den også
fokuserer på træningen af samsynet.
Cd-rommen har tre primære fokuspunkter:
De to første afsnit er spækket med øvelser, som illustreres med
videoklip, animationer og speak. Videooptagelserne og animationerne er
enkle, men illustrative, og man får et godt billede af, hvordan øvelsen
rent praktisk foregår. Der er god inspiration til træneren, som gerne
vil vide lidt mere om målmandstræningen, eller som gerne vil have lidt
inspiration til skudtræning, hurtighedstræning og behændighedstræning.
Øvelserne på cd-rommen er ikke revolutionerende, men et ganske
glimrende idekatalog.
Cd-rommen vakte imidlertid for alvor min interesse, da jeg kiggede på
det sidste hovedpunkt. Træning af samsynet. Det er velkendt at synet
har en stor betydning i mange idrætter, herunder fodbold. Denne cd-rom
gør noget ved det. I samarbejde med Train Your Eyes
er der lavet et afsnit, som sætter fokus på træning af synet. Det er
især tankevækkende, at man ikke i elitefodbolden i Danmark har lagt
mere vægt på synet. Et virkelig spændende område, som gerne måtte fylde
endnu mere på cd-rommen - og som måske kunne kobles endnu tættere til
nogle af de praktiske fodboldøvelser.
Valget af cd-rom-mediet er fornuftigt. Brugen af videoer og
animationer giver et godt overblik over de mere komplekse øvelser.
Muligheden for at skrive alle øvelserne ud med farvebilleder og
kommentarerne fra cd-rommen gør, at du let kan tage
øvelsesbeskrivelserne med til træning.
Alt det tekniske virkede efter hensigten i min gennemgang, så man
sidder ikke tilbage med frustrationer på den bekostning. Til gengæld
virker opbygningen af menusystemet lidt kluntet. Det bør ikke være
nødvendigt at skrive på forsiden, hvor man skal gå hen for at finde en
menu. Når man har vænnet sig til det, skæmmer det dog ikke oplevelsen
af at bruge produktet. Der kunne også sagtens kæles lidt mere for
detaljerne i brugerfladen. Det kunne også være vakst om cd-rommen kunne
køres på mac og linux.
Du kan læse mere om produktet på All-Round Sports
hjemmeside, hvor du også kan finde videoeksempler fra cd-rommen.
Cd-rommen koster 349 kroner. En cd-rom både for begyndertræneren og
elitetræneren.