Den for nylig overståede VM-slutrunde blev en af nutidens mest
skuffende fodboldoplevelser ren underholdningsmæssigt. Sjældent har så
mange hold spillet så defensivt og knald/fald kampene bød ikke på
spænding, men snarere venten på straffesparkskonkurrencen - indtil
finalen, her kom oplevelsen i form af verdens mest omtalte skalle
signeret af troldmanden og enfant terrible, Zinedine Zidane.
Fodboldelsker er man jo trods de skuffende kampe, og jeg vil kort give
min subjektive vurdering af VM-slutrunden indenfor flere kategorier.
Bolden
Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen af at sparke til en af de nye
VM-bolde, men den meget lette bold betød mindre vindmodstand, og de få
syninger på bolden skaber en masse rotation og uberegnelige hop i
luften. Forfærdeligt for målmændene, men glimrende for seerne, som også
fik flere langskudsmål end tidligere set. Tyskere lagde for i
åbningskampen med Lahm og Frings to flotte langskud, men også Maxi
Rodriguez fra Argentina, udnyttede den lette bold og scorede måske VMs
bedste mål i 1/8 finalen mod Mexico. En klar positiv oplevelse og et
spændende tiltag med den nye bold.
Målløse kampe ros til defensiven
Desværre blev åbningskampens seks scoringer ikke et generelt billede af
turneringen, som målt i antal scoringer var yderst utilfredsstillende.
146 scoringer var skuffende, men egentlig ikke uventet. Man vidste på
forhånd, at lande som Frankrig, England, til dels Argentina og i
perioder Italien spillede med en angriber og tydeligt satsede mere på
en stærk organisation.
England var værst og den svenske træner, Sven-Göran Ericsson, forsøgte
med en europæisk stil i stedet for at lade tempoet og viljen fra
Premier League blive overført til nationalmandskabet. Klassespillere
som Steven Gerrard og Frank Lampard, som scorede henholdsvis 23 og 20
mål i den forgangne sæson på deres respektive klubhold (Liverpool og
Chelsea, red), blev ofre for defensiv tankegang og det ødelagde det
engelske landsholds muligheder i turneringen.
Frankrig spillede elendigt og kedeligt i den indledende runde, men
fandt formen mod Brasilien, men stadig med to defensive
midtbanespillere i Patrick Vieira og Claude Makelele, som konstant lå
på egen banehalvdel foran fireback-kæden. Seks spillere hos Frankrig
deltog ikke fremad og stod som en mur overfor modstanderen. Derfor står
Frankrig tilbage som en negativ oplevelse, og står samtidig overfor en
kæmpe opgave med at få udskiftet store dele af den aldrende mandskab.
Forsvarsspillerne blev sejrherrerne ved slutrunden, VM-topscorer,
Miroslav Klose, scorede blot fire mål, mens Fabio Cannavaro, Gianluca
Zambrotta og Liliam Thuram stjal overskrifterne for flotte og solide
forsvarspræstationer. Især Cannavaro var fantastisk - et muskelbundt,
en leder med autoritet, forudsigelighed, overblik og sikre indgreb -
VMs bedste defensive spiller i mine øjne.
Særligt det argentinske forsvar imponerede mig igennem hele
turneringen. De stod utrolig lavt i forhold til den udbredte tankegang
i moderne fodbold, men de havde en sikker og sammenspillet base, som
aldrig gik i panik og hele tiden fik sat spillet fornuftigt i gang og
iscenesat de vitale kontraløb meget imponerende styret af jernmanden,
Robert Ayala.
Offensiven fik slet ikke lov til at vise sit glade ansigt, Holland
prøvede stereotypt at fastholde deres 4-3-3 system med bredt kantspil
og indlæg, men de var for lette at læse og manglende kontinuerlig
kvalitet udover Arjan Robben. Tyskland var den positive overraskelse
med frisk sind, unge spillere og en holdvilje som alle burde misunde.
Træner, Jürgen Klinsmann, havde virkelig fået sammentømret holdet til
trods for kritik, og via en bevægelig 4-4-2 formation uden kanter, som
konstant skulle slikke linjen blev resultaterne hentet i hus. Pr.
tradition klarer værtsnationen sig godt ved VM og det gjaldt også for
tyskere, som spillede en stor slutrunde og som arrangører stod tilbage
som den store vinder. Portugal spillede også seværdig bold, men deres
overdrevne behov for skuespil irriterer mig, og det sætter deres
præstation i relief, selvom Cristiano Ronaldo var VMs offensivt set
bedste spiller, efter min mening.
De forsvarende verdensmestre fra Brasilien måtte skuffende rejse hjem
allerede efter 1/4 finalen, men formen på holdet var ikke i top og
deres nedtur var ventet. Firekløveret i front, som alle snakkede om,
Ronaldinho, Ronaldo, Kaka og Adriano var alle langt fra topformen og
derfor var det naturligt at forhåndsfavoritterne røg ud.
Ronaldinho har været skidt kørende siden nytår og var en skygge af sig
selv ved VM, Adriano har haft store problemer med Inters ledelse og
været yderst svingende i sine præstationer, Kaka har slet ikke kunnet
leve op til sine første sæsoner i Milan og spillede væsentlig under
niveau og Ronaldo har døjet med de, for ham, obligatoriske muskelskader
og en masse verbale øretæver om useriøs indstilling, for høj kampvægt
og dertil hørende dårlig form. På det grundlag var jeg ikke overrasket
over Brasiliens nedtur - den kunne man forudse.
Åbenbaringerne
Et VM giver heldigvis altid nye hold og nye relativt ukendte spillere
chancen for at vise sig frem på den internationale scene. Jeg er
personligt stor tilhænger af Elfenbenskystens fodboldfilosofi. Alle de
afrikanske lande er i dag trænet af europæiske folk, og derfor er en
del af charmen og spilleglæden forsvundet fra kontinentet. Sådan var
det ikke med anfører Didier Drogba og hans mandskab. De spillede
fremragende fodbold, alle spillere er lynhurtige, smidige og i stand
til at afdrible en eller flere modstandere. Desværre manglede de
skarphed foran mål og det kostede point i den svære pulje D. Didier
Zokora, den defensive midtbane på holdet, var helt fantastisk og jeg
spår ham en stor fremtid i en verdens topklubber - han har ganske
enkelt ingen svagheder. Den vævre venstre back, Arthur Boka, virker
også ekstrem stærk offensivt og kunne måske blive den nye Roberto
Carlos.
Dommerne
Mit største kritikpunkt ved VM var dommerstandarden eller måske mere
FIFAs linje til dommerne. Aldrig har jeg set så mange gule og røde kort
i så vigtige kampe det var fuldstændig overdrevet og ødelagde langt
mere end det gavnede. Spillerne måtte nærmest ikke kommunikere med
dommeren og hver eneste nærkontakt medførte en ostemad og notits i den
sorte bog. Det indså de kloge mænd i FIFA heldigvis og efter den famøse
Holland-Portugal (16 gule kort og 4 røde kort, red) kamp blev linjen
ændret. Pludselig udviste dommerne ro og situationsfornemmelse i stedet
for ukritisk at følge de vanvittige retningslinjer, som til tider
kandiderede til at smadre slutrunden.
Italien de fortjente mestre
De azzuri-blå spillere fra støvlelandet bliver altid forbundet med
skuespil og defensiv fodbold. Heldigvis anede jeg fremgang på begge
poster og Italien står tilbage som den fortjente mester - helt fra
turneringens start. Taktikeren, Marcello Lippi havde en fantastisk
stærk midterakse op igennem banen, helt fra Gianluigi Buffon i målet,
Fabio Cannavaro i midterforsvaret, Andrea Pirlo på den defensive
midtbane, Francesco Totti - offensiv midtbane og Luca Toni helt fremme.
Midteraksen på et fodboldhold skal altid være i balance og helst
kontinuerlig, så kan man nemmere supplere med indskiftninger og
ændringer i siderne.
Jeg mener at kritikken af Italien er unuanceret og forkert, fordi de
øvrige nationer er gået tilbage på banen, mens Italien faktisk spiller
med flere folk fremme, tør bibeholde bolden fremme på banens sidste
tredjedel og så kommer man bagfra og skaber overtal. Fodbold er i dag
generelt defensiv præget og ud fra det synspunkt skal verdensmestrene
ikke have yderligere kritik.
Farvel til store navne
VM er også en afslutning for store personlige epoker, denne gang
takkede store navne som Henrik Henke Larsson, Luis Figo, Pedro Pauleta,
Roberto Carlos, Zinedine Zidane og Francesco Totti af og specielt
Zidane fik en mindeværdig afsked med skallen i brystet på Marco
Materazzi, som heller ikke er kendt som guds bedste barn, men Zidane
mistede, i mine øjne, sin heltestatus og 14 røde kort igennem karrieren
kommer heller ikke tilfældigt.
Mens vi venter på næste stop i VM-historien som er Sydafrika, hvis de
ellers får stadions, infrastruktur og sikkerheden på plads, kan vi
glæde os over at kritikken stadig er fodboldrelateret og ikke som i
cykelsporten, hvor det sportslige står i skyggen af dopingspøgelset.