Af Astrid Haugaard og Christine Enevoldsen
Noma er en sej sort kvinde. Nok en af de sejeste. Hun er træner for City Lads og er i det hele taget en fremtrædende kvinde inden for pigefodbold i Sydafrika, hvor hun også står for regionsholdet i Eastern Cape.
Dagligt kæmper hun sine kampe med SAFA (South African Football Association) for at virkeliggøre en større interesse og popularitet for pigefodbolden og for at bevare et troværdigt system, som til tider desværre bærer præg af snyd og bestikkelse.
Disse kampe synes ofte uoverskuelige og uden meget håb, da opbakningen bl.a. er for dårlig fra SAFA?s side. Der køres oftest lange sager, som efterlader en i en opgivende og ensom tilstand, hvor tålmodigheden sættes på urimelige prøver og viljen skal vise sig stærk. På trods af stor modstand prøver hun at holde hovedet koldt og bevare kampgejsten både for holdets, hendes egen og Sydafrikas skyld.
City Lads
City Lads, som er et af de førende pigehold i Eastern Cape, træner fire gange om ugen:
* Tirsdag - teknik
* Onsdag - fysisk
* Torsdag - taktisk kamptræning
* Fredag - standardsituationer
Selvom der ikke findes de bedste faciliteter, bolde, trøjer m.m., og pigerne ikke har meget at gøre med, bliver der trænet med godt humør og opfindsomhed på den forholdsvis tørre mark. Der bliver slidt og trænet meget, ingen piber når de fældes og må ned at bide i græsset og pjattes der for meget eller bolden rammer en spillers hånd er det ofte ned og tage 40 armstrækninger. Når en kamp er tabt kan træningen næste gang afsluttes med at holdet stiller sig op i en rundkreds og assistenttræneren fortæller hver enkelt spiller hvor mange chancer hun havde i kampen og hvor mange mål hun kunne/skulle have scoret.
Denne tavse angriber som i forvejen er i målkrise og langt langt nede bliver ikke ligefrem fyldt op med selvtillid og håb! Denne attitude og hårdhed ser vi ikke på samme måde i pigefodbold i DK og selvfølgelig skulle vi vænne os til det og "straffen" hvis der laves fejl. Det hele kunne virke hårdt og koldt, men samtidig kunne en anden træning synes tynd og pjattende. At der ikke blev holdt en speciel hånd over os, selvom vi ikke fattede sproget og nogle gange stod uforstående og forvirrede kunne også især i starten virke hårdt. Omvendt betød dette at vi hurtigere kom ind på holdet. For vi var med under præcis de samme betingelser som de faste spillere. Vi knoklede og måtte ligeledes ned at bide i græsset et utal af gange, erhverve os diverse blå mærker men samtidig fik vi meget igen. De blå mærker udviklede sig til "hår på brystet" og ved at følge deres regler, rakte spillerne hurtigt deres hjælpende hænder frem.
Vi blev accepteret fordi vi jo i bund og grund på denne fodboldbane er de samme. Vi spillede sammen og mødte denne dag op på marken fordi vi alle ville en og samme ting - Spille fodbold i solen, lære og finde inspiration i en ny kultur. Slå rivalerne - sammen! Dette på trods af om vi var nogle usmidige blegfise og de kulsorte hårdhudede afrikanere.
Via denne strukturerede træning fik spillerne opbygget en vis form for selvdisciplin og professionel attitude. En attitude som for os danskerne måske mere er at finde i drengefodbold. Men hvor var det fantastisk at opleve at der blev trænet så teknisk og at man stod der 2 og 2 eller 5-6 stykker i en rundkreds og jonglerede til hinanden med fod, knæ, hoved?osv. Mange lækkerier. Lækkert!
Til træningen med City Lads blev alt dette altid gjort på en måde, så der stadig var tid til sjov, rytmer og smil på læben ind imellem. Selv om omgivelserne eller systemet ikke altid synes at være med dem var der altid en gejst til at fortsætte, prøve og VILLE!!! I disse 7 ugers bekendtskab fik vi et andet billede på fodbolden, så en anden mentalitet ? og man ser pludselig mange ting fra et andet perspektiv!
Køkultur
De forskellige øvelser blev ofte organiseret på en ret langtrukken og kedsommelig facon. Her oplevede vi nemlig at hver øvelse udføres med kun en bold. Så en spiller lavede øvelsen af gangen, mens de resterende stod og ventede på deres tur. Er man omkring 20 spillere til træning, kommer man nemt til at stå stille og miste koncentrationen.
Sommetider kunne træningen vare tre timer, pga. at alle skulle gennemføre øvelsen på denne langsommelige måde.
Kampreferat
City Lads vs. The Strikers Der var tændt godt op for solen og forventningerne til dagens kamp, den anden sidste i denne sæson. City Lads skulle score mange mål, så deres målscore kunne blive bedre end The Wolves, storrivalerne som de har chance for at ende á point med.
Kampen blev fløjtet i gang med City Lads som de klart spilstyrende. De havde god kontrol med bolden, fandt hinanden og spillede sig til et hav af chancer. Inde i feltet blev der forsvaret stærkt af The Strikers, som i desperation over det vedvarende pres, stod kompakt pakket nede i forsvaret. Mange oplagte scoringstilbud blev misbrugt.
De to angribere manglede kontanthed og den sidste skarphed i afslutningerne. Endelig falder der en scoring. Nr. 11, Titi, banker bolden ind bag en chanceløs keeper. Dette satte gang i en ny perlerække af målchancer, og City Lads var kampen igennem klart overlegne. Målet blev bare ikke ramt.
Efter halvlegen faldt spillet lidt ned både i frustration over brændte chancer og særdeles mærkværdige dommerkendelser. Mr. Reef stopper spillet uafbrudt og tager pusten ud af kampen, trænerne og spillerne. De sidste 20 minutter var dog stadig på City Lads præmisser, og kampen ender 3-0 til City Lads med Titi, Noray og Space som målscorere.
Alt i alt en god oplevelse at være en del af. Efter kampen forstår man bedre, hvorfor de møder tre timer før kampstart. Der skal både være tid til at sidde i skyggen, lidt opvarmning med bold (dog en time før startfløjtet) og mest af alt blev tiden brugt på sang og klap i en kreds. Pludselig bryder en af spillerne ud i sang og holdet følger flerstemmigt og flot efter, som var man i stedet tilskuer til en gospelkoncert fyldt med power og selvtillid. Et par sekunders ophold i sangen efterlader ikke en i stilhed for på den anden side af skuret hører man det andet hold synge lige så højt. Det frembringer en fantastisk atmosfære og en hel unik stemning. Rytmen og sangen frembragte glæde og livlighed blandt spillerne. Dette må siges at være mental opladning når den er bedst!