Af Christina Enevoldsen og Astrid Haugaard

For at blive registreret som spiller i den sydafrikanske liga skal hver enkelt til lægecheck og have lavet et id, som de skal bære på sig og vise til hver eneste kamp.

Vi oplevede selv dette, da Noma (vores træner) sagde: "We are going to the doctor"?

Af Astrid Haugaard og Christine Enevoldsen

Noma er en sej sort kvinde. Nok en af de sejeste. Hun er træner for City Lads og er i det hele taget en fremtrædende kvinde inden for pigefodbold i Sydafrika, hvor hun også står for regionsholdet i Eastern Cape.

Dagligt kæmper hun sine kampe med SAFA (South African Football Association) for at virkeliggøre en større interesse og popularitet for pigefodbolden og for at bevare et troværdigt system, som til tider desværre bærer præg af snyd og bestikkelse.

Mange af de afrikanske stammer tror på omskæring som et indvielsesritual til den voksne verden, og for nogle af stammerne er selve omskæringen nok. For xhosa-stammen som især lever på Eastern Cape, hvor Port Elizabeth ligger, er det imidlertid ikke nok. Omskæringen skal foretages af en af stammens ældste, og bagefter skal drengene leve tre uger i bushen, hvor de ikke må have kontakt med nogen fra landsbyen. Først når dette resultat er gennemført, kan de træde ind i den voksne verden.

Eleverne på Pearson Highschool kæmper stadig for flere obligatoriske idrætstimer. Indtil videre har skolen afsat en times fysisk aktivitet en gang om måneden. Fra elevernes side har forespørgslen om flere timer allerede været aktuel. Om der gives positiv respons fra bestyrelsens side vides endnu ikke.

Udvalget af forskellige sportsgrene arrangeres i et bredt omfang. Pearsons elever har stor mulighed for at vælge netop deres første prioritet. Der fightes både i netbold, rugby, tennis, skydning, hockey og fodbold.

Praktik i Port Elizabeth synes allermest at kunne sammenlignes med en køkkenhave. Vi bevæger os på forskellige jordarealer, studerer alt fra grøntsager og bær til blomster og planter. Selvom vi har modtaget rigtig meget gødning fra venlige sjæle kan det også været nødvendigt at så og sprede ens egne frø, samt vande og pleje dem løbende.

Ser vi tilbage, synes syv uger som lang tid, men efterhånden har vi bygget en hverdag op, og det er nu mærkeligt pludselig at skulle sige farvel til en række mennesker. Vi har haft det godt i P.E.

Keith elsker Sct. Georges Football Club. Han har været 11 år i klubben, som han selv har været med til at skabe. Han glæder sig stadig rigtig meget over spillet, når han hver onsdag løber i cirkler omkring sig selv for at beskytte bolden med sit kælne ventreben på klubbens veteranhold, men det er ikke hans største stolthed i klubben. Hans stolthed er det hold, han overtog som 12-årige, og som nu er blevet gamle nok til at spille seniorfodbold. Keith har store planer for The Premiers, som han forventer kan komme helt til tops i Sydafrikansk fodbold i løbet af de næste ti år.

Først i 1992 blev Sydafrika taget til nåde af det internationale idrætssamfund igen, og efter afskaffelsen af Apartheid har fodbolden i Sydafrika naturligvis haft en del udfordringer, men hvordan går det så? Det fulde svar kan jeg ikke give, men jeg har interviewet to mennesker, som har nogle holdninger til det og nogle bud på det.

Publikum synger hjerteligt, og Attackers er lige kommet foran på et
kludemål. En mand står med nogle pinde med gulskinnende papir på, og
han dirigerer publikum, mens deres sange opildner spillerne. Tilskuerne
i den sektion står alle op. I den anden sektion sidder de fleste ned og
kigger lidt mere reserveret på begivenhederne på banen.

Pludselig er der heftig aktivitet uden for banen. Ti uniformerede
betjente bevæger sig op ad tilskuerpladserne. Jeg spørger en af de
lokale ved siden af, hvad der sker? "Smoking, smoking dagga". Dagga er